Efterårets frugt og grøntsager
Efteråret byder på masser af lækre frugter og grøntsager. Det er sæson for flotte kål, farverige rodfrugter og græskar i mange former. Her finder du mine favoritter til efterårets retter.

Grønkål
De smukke, grønne grønkålsblade er ikke blot sunde, men også utrolig lækre, når de tilberedes rigtigt. Et godt tip er at skære bladene i helt små stykker, inden du vender dem i salaten. Du kan også bage grønkålen sprød i ovnen med lidt olivenolie og salt, hvis du ønsker at lave dine egne grønkålschips.
Rosenkål
En af mine helt store favoritter. Skær dem over og steg dem gyldne i panden med smør og citronsaft. Helt simpelt og slet ikke så bittert som mange tror.
Hvidkål
Måske en lidt overset kåltype, med den passer perfekt til efterårets klassiske danske retter. Stuvet hvidkål og kåldolmere er skønne eksempler på traditionelle favoritter. I år vil jeg også forsøge at fermentere min egen surkål.
Rødbeder
En rodfrugt fyldt med vigtige næringsstoffer og kostfibre, som er gode for fordøjelsen. Rødbeder indeholder desuden nitrat, der kan bidrage til at sænke blodtrykket og forbedre blodcirkulationen. Jeg elsker at bage rødbeder i ovnen enten skåret i små tern eller hele med skræl. De passer især godt sammen med en pisket fetacreme. Du kan også tilføje lidt rødbede til din slowjuicer sammen med eksempelvis æble eller appelsin for en farverig juice.
Knoldselleri
Velegnet til efterårets gryderetter, hvor den både kan bruges som fyld eller give ekstra smag til en cremet mos. Du kan også bruge knoldselleri til at lave lækre, vegetariske bøffer.
Jordskokker
En favorit, der kan bruges på mange forskellige måder. For eksempel en cremet jordkokkesuppe, flødesjordskokker eller pandestegte jordskokkebåde.
Hokkaido
Et flot græskar, som du kan finde til en god pris i de fleste danske supermarkeder i løbet af efteråret. Den søde smag passer især godt til mange umamifyldte retter. Skær hokkaido i små tern, og bag dem i ovnen, til de bliver gyldne og møre. Tip: Prøv at bruge bagt hokkaido som alternativ til pasta i din bolognese. Det smager virkeligt lækkert!
Svampe
Kantareller er netop nu at finde i de danske skove, og de er en skøn råvare i efterårets køkken. Derudover er champignon og østershatte blandt mine favoritsvampe. Smørstegte svampe er altid lækkert tilbehør og passer godt til mange forskellige retter.
Æbler
Min have bugner lige nu af modne æbler. Det skal selvfølgelig udnyttes, så der bliver bagt masser af æblekager for tiden. Æbler er også lækre i friske salater eller kogt til en hjemmelavet æblemos, som kan serveres på morgenmaden.
Pærer
Jeg elsker Clara Frijs pærer. De er især gode i en salat med mormordressing eller ovenpå en moderne salat med burrata og ristet nødder. Pærer kan også koges til en dejlig kompot.
Blommer
Danske blommer har en skøn balance mellem sødme og syrlighed. De kan nydes friske eller bages til en lækker crumble. Tip: Lav din egen blommekompot, og brug den i en klassisk trifli med flødeskum og ristede havregryn.


